Ja saa er det vel blevet tid til endnu en update herfra... Har nu vaeret tilbage fra NZ i ca. en uge men der er altsaa ikke lige blevet "tid" til den slags foer nu. Og jeg maa da aerligt indroemme at det kniber lidt med motivationen for at sidde i 100 aar foran PC'en (for ja; jeg er jo ikke saerlig god til at skrive korte indslag, og saa tager det altsaa sin tid...) for at opdatere min side, naar solen skinner udenfor og der er saa mange andre ting man kan foretage sig (isaer hvis man var rig...). Men nu har jeg jo sat mig for at goere det, og I derhjemme skal jo selvfoelgelig ikke snydes for de sidste afsnit af mine eventyrfortaellinger (og saa bliver det vel ogsaa lettere for mig selv at huske hvad jeg har lavet naar jeg foerst kommer hjem og den triste hverdag indfinder sig igen...).
Og ja; det lakker jo mod enden... Faktisk kan jeg nu afsloere, at min returbillet til DK er booket til d. 10. december med ankomst d. 11. december om morgenen... Stor velkomstkomite er selvfoelgelig meget velkommen!! Og hvordan jeg lige naaede frem til d. 10. december er en meget lang historie, men ganske kort (naarh nej, det kan hun jo ikke rigtig..) skyldes det at jeg simpelthen er gaaet hen og har faaet lidt hjemve... Ja hvem skulle have troet det ville ske for mig (citat kun 1 par maaneder gammel: "Jeg kommer aldrig hjem"...)!? Men det sker vist for selv den bedste.... Og misforstaa mig nu ikke - det er ikke ligefrem fordi jeg braender efter at mit eventyr skal slutte, saaledes at jeg er noedt til at vaenne tilbage til "det virkelige liv" igen (med alt hvad det indebaerer af "rigtigt" arbejde, regninger der skal betales, regn, kulde og en temmelig stor negativ saldo paa kreditkortet...), men jeg maa jo nok indroemme at jeg er begyndt at savne Jer derhjemme (nogen mere end andre... ;-))), og jeg er egentlig ogsaa ved at vaere temmelig traet af at bo i en rygsaek (ogsaa selvom jeg faktisk har levet en noget mere luksurioes tilvaerelse end de fleste backpackere idet jeg jo har haft mit eget 'vaerelse' og 'for-meget-babage-opbevarings-depot' hos Tina og Lance...), saa jeg glaeder mig egentlig til at komme hjem til min egen lille lejlighed (og mit KLAEDESKAB!!! og det resterende indhold som ikke fik lov at komme med herud...) - og foer eller siden er jeg jo noedt til springe ud i det, og nu (eller om PRAECIS en maaned idag...) synes at vaere et lige saa godt tidspunkt som noget andet! Saa I kan allerede nu godt begynde at vaenne Jer til tanken om at I nu skal til at huske at invitere mig med til diverse arrangementer igen - og saa videre.... ;-)
Naa, men tilbage til NZ....
Vi (Michaela = min tyske veninde som jeg moedte paa den foerste tur jeg var paa herude, og mig selv sagde hunden) tog afsted fra Sydney d. 10. oktober. Vi havde fundet nogle billige flybilletter, som godt nok betoed at vi skulle flyve paa nogle temmelig traelse tidspunkter, men hvem bekymrer sig om det naar man har ferie alligevel!? Vi landede i Christchurch omkring kl. 1 om natten d. 11. oktober og fik hurtigt kapret en shuttlebus der kunne koere os til vores hostel inde i byen. Og ifm. vores entre paa vores vaerelse fik vi saa vores allerfoerste 'ven' i NZ - en ikke saerlig socialt anlagt englaender paa vores vaerelse, som hilste os velkommen (og vi proevede helt aerligt at vaere saa stille som overhovedet muligt, men lidt larm maa der jo noedvendigvis komme naar man skal aabne en rygsaek og fiske sin tandboerste og pyjamas ud o.s.v....) med nogle temmelig store SUK!!!!!!!!!!!!!!! Naa, men det var kun det foerste vi hoerte til hende... Vores dejlige veninde arbejdede vist i Christchurch (ja vi talte aldrig med hende saa vi ved det faktisk ikke helt...), for hun stod ihvertfald op omkring samme tid hver morgen og brugte jeg ved ikke hvor lang tid paa at glatte (ja; med et GLATTEJERN!!! hvilken backpacker rejser rundt med saadan et!?) sit efter min mening i forvejen forholdsvis glatte haar (hvis mit haar var saa glat ad naturens vej ville jeg sgu vaere godt tilfreds!!), inden hun smaekkde doeren og skred - og hun dukkede foerst op igen henad ad aftenstid... Hvor hun saa holdt sig fuldstaendig for sig selv... Faktisk foregik al vores kommunikation med hende som envejs-kommunikation; i form af store suk eller udbrud som "SUK!!!!!!!!!!!!!!!!! slukker I snart lyset????????? SUUUUUUUK!!!" (omkring kl. 10.30 om aftenen, hvor vi bare laa og laeste...) eller "shut up... shut the fuck up" (i nattens loeb hvor jeg tilsyneladende havde skiftet min saedvanligvis lydloese soevn ud med temmelig dyb vejrtraekning - nogen ville kalde det graensende til snorken... men til min fordel skal altsaa naevnes at jeg lige havde reddet mig en laekker forkoelelse i flyet over....) - sidstnaevnte udbrudt med saadant had at Michaela (som vaagnede ved udbruddet - IKKE pga. min vejrtraekning...) ikke turde laegge sig til at sove igen af skraek for at den sure englaender skulle springe ned ad sin overkoeje og slaa mig ihjel... Selv hoerte jeg ikke en lyd (men jeg var som sagt undskyldt fordi jeg var syg...), saa jeg troede foerst ikke rigtig paa Michaele da hun genfortalte nattens eventyr naeste morgen... Hhhmmm....
Naa, men bortset fra vores moede med denne fantastisk imoedekommende unge britte, saa gik vores foerste dage i Christchurch ganske stille og roligt. Solen skinnede og det var ikke saa koldt som vi havde frygtet - faktisk kunne man for det meste godt gaa rundt i t-shirt (og lange bukser og sko, selvfoelgelig..), saa vi mente at folks advarsler om hvor koldt det var paa NZ var temmelig overdrevne... Vi brugte tiden paa at lege rigtig turister, dvs. vi tog en tur med sporvognen, svaevebanen, gik i botanisk have o.s.v. o.s.v. Og saa moedte vi vores to trofaste mascotter: "samwise the silly sheep" og "kiwi".... Som i virkeligheden bare er to puder, som er udstyret med et hoved der ganske godt ligner hovedet paa et lille uskyldigt lam, og naar man folder dem sammen (de er udstyret med en fin velcro-lukning) ligner de saa (naesten..) to rigtige faar... Og de kostede egentlig en formue, men naar man har penge nok - som det jo er tilfaeldet for os begge.... - saa spilder den slags jo ikke den store rolle, og man kan jo ikke rejse rundt i NZ "LAND OF 40 mio. SHEEP" uden en lille mascot, vel...!? Vi vakte godt nok nogen opmaerksomhed - i Christchurch og andre steder - naar vi hev hver et faar op af tasken (nogen gange var de bare spaendt fast udenpaa rygsaekken fordi der ikke var plads andre steder...) for at tage billeder af dem (og os...)....
Naa, den 3. dag i christchurch skulle vi saa hente vores bil - som viste sig at vaere en Toyota Corolla "saloon" (dvs. en corolla med bagende...) fra 1999 med automatgear.... Med bilen fulgte ogsaa Wong, som var dn lille japaner der sad under motorhjelmen, og som tilsyneladende altid holdt pause naar det gik den mindste smule op ad bakke... Til sidst var vi saa traette af ham at han blev fyret... Naa, men da vi havde faaet udfyldt alle papirerne (incl. dem vedroerende den store forsikringsdaekning - just in case...) trillede vi saa afsted ud af Christchurch (dog ikke foer vi lige havde koebt mad m.v. for en formue - det lignede vi skulle forsoerge en hel haer...) og satte kurs mod Akaroa - en lille havneby paa den lille 'spids' oest for Christchurch. Det var en flot tur ad nogle temmelig snoede veje med en masse groenne bakker (efter at have tilbragt saa mange maaneder i Australien hvor groent er ensbetydende med at nogen har snydt og trodset vandingsforbud var det lidt af en omvaeltning med saa meget groent...), og Wong kom paa sin foerste - af mange - proevelser... Han blev aldrig rigtig god op ad bakke!!! Akaroa var ogsaa en ganske hyggelig lille by - lidt a la Hornbaek (bortset fra at man her kunne komme ud og svoemme med delfiner - det kan man vist ikke i Hornbaek saa vidt jeg husker!?), men der var ikke meget andet at lave (og vi havde misset dagens delfin-tur..), saa vi blev kun i ganske kort tid inden vi koerte videre (tilbage mod Christchurch og derfra sydpaa). Vi havde kun en ganske overordnet plan for hvad vi gerne ville se, men vi havde ikke lagt os fast paa hvor mange dage vi ville vaere hvert sted o.s.v, saa kursen blev nogen gange lagt - og aendret - fra det ene oejeblik til det andet. Men det er en rigtig fed maade at rejse paa (hvis man altsaa har tid nok - hvilket vi fandt ud af at vi ikke rigtig havde til sidst...).
Vi koerte indtil foerst paa aftenen og saa stoppede vi i en eller anden lille by paa vej mod Lake Tekapo, hvor vi overnattede i en lille hytte paa en campingplads. Vi ankom til Lake Tekapo lidt over middag, og tjekkede ind paa vores hostel, der laa lige ned til selv samme soe. Lake Tekapo (udtales: TI'KA'PO - forestil jer en japaner der spytter hver stavelse ud..) er en kaempe stor soe, hvis vand er saa tyrkis blaat at det naermest ser helt uaegte ud. Farven skyldes vist de mineraler (eller hvad det nu er..) der er i de bjerge som omkranser soen og som i pulveriseret form laegger sig paa bunden af soen og faar det til at reflektere tyrkisblaat, saerlig i solskin.
Om eftermiddagen gik vi en tur - vi havde egentlig taenkt os at tage den 'korte' tur (paa ca. 1,5 time) fordi vejret saa ud til at blive rigtig daarligt... Men fordi vi - ved en fejl naturligvis - kom til at tage den forkerte sti til at starte med, endte vi altsaa med at tage den lange tur, som varede ca. det dobbelte og som gik op, op, op ad bakke en stor del af vejen (indtil til allersidst hvor det gik rigtig meget ned ad bakke...). Men det var det hele vaerd fordi man under hele turen havde en fantastisk udsigt over soeen og bjergene med sneklaedte toppe o.s.v. (undtaget den stejle nedtur, hvor man alligevel ikke kunne koncentrere sig om andet end at komme ned i stadig oprejst facon...). Heldigvis holdt vejret nogenlunde indtil vi naaede hjem - det blev godt nok temmelig moerkt pga. nogle meget store og truende sorte skyer, og det begyndte ogsaa at blaese temmelig meget, isaer oppe paa toppen, men det blev kun til ganske faa regndryp, saa vi var temmelig glade - isaer fordi det ca. 5 min. efter vi kom tilbage begyndte at styrte ned....
Naeste dag koerte vi til Wanaka og passerede paa vejen en anden stor og endnu mere tyrkisblaa soe, Lake Pukaki. Det var temmelig graat og regnede stort set hele dagen, saa der var ikke meget at lave udendoers, saa da vi havde tjekket ind tog vi i Puzzling World, hvor vi foerst forsoegte at finde vej gennem en kaempemaessig labyrint (havde ikke udpreget meget held..), inden vi blev visionelt imponerede/overraskede i "Room of illusions", hvor der var forskellige visuelle illusioner/ gaader/effekter, bla. et rum med et meget skraat loft, men naar man kiggede ind i rummet saa det ud som om loftetvar plant men naar man gik hen over gulvet blev der altsaa mindre og mindre afstand til loftet. Og et andet rum med et meget skraat gulv, saa det foeltes som om man blev haeldt nedad - det var simpelthen umuligt at staa oprejst normalt - samt en vandhane hvor vandet loeb op i stedet for ned. Men i virkeligheden var det - paa en eller anden maade, jeg fatter ikke den slags..., bare visuelle effekter, for naar man kiggede paa et vatterpas var det ganske normalt... Visuel effekt eller ikke - vi var begge temmelig rundt paa gulvet og naermest soesyge efter ca. 5 min. derinde, saa det var nok for os...
Naeste dag ville vi have vaeret ud paa en endnu laengere gaatur end sidst, men vejret var om muligt endnu daarligere, saa de anbefalede at man ikke gjorde det. I stedet koerte vi saa mod Te Anau, som er udgangspunktet for baadture paa Milford Sound, hvor vi naeste dag skulle paa et overnight cruise. Paa vejen stoppede vi ved Kawaru Bridge, som var det sted hvor verdens foerste Bungy Jump blev udfoert (ja det blev aabenbart opfundet af en NZ'er), hvor man kunne komme helt taet paa og se nogle af de taaber der kastede sig ud fra en bro ned over en brusende flod mens de er spaendt fast i en lang elastik... Ikke om jeg gjorde det!!!!
Vi stoppede ogsaa i Cromwell, hvor vi brugte lidt tid i den historiske by (som egentlig bare bestod af nogle gamle huse som var blevet restaureret og holdt i den oprindelige by som en slags museum...) - det var jo en udemaerket anledning til at faa luftet vores faar (som jo i oevrigt er opkaldt efter den lille fede hobbit fra Lord of the Rings - idet NZ jo er "Lord of the Rings" country, og naar man har set landet forstaar man hvorfor de valgte at optage filmene her... - samt Kiwi, efter NZ's nationalfugl, som er en temmelig grim skabning med et meget langt naeb og MEGET smaa vinger (saa den kan ikke flyve..) og som ioevrigt er ved at uddoe fordi den ikke lige har kunne tilpasse sig udviklingen...).
Vi ankom til Te Anau sidst paa eftermiddagen saa det blev ikke til det helt vilde den dag (bortset fra indkoeb af de 18 postkort + tilhoerende frimaerker beloebende sig til en formue.. som jeg havde sat mig for jeg skulle sende fra NZ....).
Vejret svingede hele tiden, og vi begyndte at fatte hvorfor folk havde sagt at vi skulle huske at pakke varmt toej... Min kaere hue, som jo havde vaeret pakket vaek i nogle maaneder nu, var derfor igen blevet fast inventar!!
Naeste dag tog vi saa afsted mod Milford Sound, som er en fjord omkranset af gigantiske bjerge, og som skulle vaere helt fantastisk flot. Forinden var vi dog lige noedt til at tjekke hvorvidt man var noedt til at medbringe (og i saa fald leje, for Wong kom ikke med den slags...) snekaeder... Det skulle man nemlig dagen forinden pga. sneskred fra nogle af de bjerge man skulle koere forbi, og hvis man ikke havde dem paa ville man kunne faa en boede paa $700... Hvad har de gang i??? Naa, men heldigvis var det nu officielt sommer (temperaturen havde lige glemt at tilpasse sig, men kalenderen paastod det ihvertfald...), og der var ikke meldinger om sneskred, saa vi slap for at skulle rode med den slags...
Turen til Milford gik ad meget flotte, men endnu mere snoede veje, og undervejs kunne man saa stoppe og tager billeder hvor der var ekstra flot (men kun de afmaerkede steder for ellers ville man blokere al trafik og ioevrigt udsaette sig selv og alle andre for at blive koert ned..... ) samt gaa diverse smaa (og lange; op til 1 uge.. hvem er det lige der gider det!?) ture...
Vores cruise afgik om eftermiddagen, og startede med en kort praesentation af baaden, mandskabet og indholdet for turen, inden vi blev sluppet loes paa daekket saa vi kunne tage billeder af det sindsygt flotte landskab... Sidst paa eftermiddagen slog vi saa anker i en bugt hvor der var (forholdsvis...) vindstille nok til at vi kunne overnatte der, og saa kunne man enten vaelge at sejle lidt i kajak eller at blive sejlet rundt i en motorbaad og se forskellige fugle, planter m.v. (incl. pengviner og saeler..) - dovne som vi var (og fordi det var hundekoldt og tanken om at blive drivvaad i en lille plastikkajak derfor ikke var saerlig tiltalende...) valgte vi selvfoelgelig den sidste loesning...
Senere blev der saa serveret en ganske udemaerket (for backpackere...) 3 retters menu og saa kunne man ellers bare slappe af resten af aftenen. Overnatningen foregik i mikroskobiske kahytter, som egentlig var beregnet til 4 personer, men da skibet kun var halvt fyldt (nogen og 30 gaester hvor der kunne vaere nogen og 60) havde de heldigvis fordelt os saa vi kun var 2 i hver... Ellers ved jeg simpelthen ikke hvordan vi skulle have kunne vaere der!? Naa, men da vi endelig havde faaet os stablet os op i vores ligeledes mikroskobiske koejer (de havde af en eller anden aarsag redt op i overkoejerne, og der var ingen stige!?) skal jeg da gerne indroemme at jeg sov det bedste jeg havde gjort meget laenge...
Naeste dag sejlede vi saa helt ud til enden af fjorden, hvor den loeber ud i The Tasman sea, og saa tilbage igen, saa vi var tilbage i Milford lidt op ad formiddagen. Det var en rigtig fed tur.
Der er kun 1 vej ind til Milford (saadan er det mange steder paa NZ, isaer paa sydoeen) - det er den vej vi tog fra Te Anau paa vej dertil, saa vi maatte tilbage igen ad samme vej. Vi stoppede kun nogle faa gange denne gange (bla. fordi vejret ikke var helt saa godt som vejret foer, hvor der pletvist var noget der mindede om blaa himmel... det er aabenbart noget af en sjaeldenhed paa de kanter, hvor det regner op til 7-8 meter om aaret... husk regnjakken!!). Da vi kom tilbage til Te Anau skulle vi paa en lille udflugt og see Glow-worms (nogle orme som lyser blaat for at tiltraekke insekter, og naar man ser dem i de grotter hvor de lever ligner det en hel lille stjernehimmel...) - det var da interessant nok men ikke helt saa stort som det var blevet slaaet op, saa vi var enige om at vi nok godt kunne have levet uden (og sparet de penge..)... Men igen; hvad goer det naar man har penge nok....
Om aftenen faldt vi i snak med 2 danske piger, som arbejder paa en farm i NZ i et halvt aar og som var paa en lang weekend i Te Anau/Milford, 1 englaender som jeg havde moedt paa en af mine ture i Australien og som jeg efterfoelgende - tilfaeldigt - havde moedt 3 andre steder i australien, og altsaa nu ogsaa her; hvem sagde verden var stor!? - samt 2 hollaendere som var paa ferie i NZ i 3 uger. Regn og vind ruskede udenfor, saa vi havde slaaet lejr rundt om pejsen, som der heldigvis var taendt op i, og vi havde rigeligt med roedvin, saa det var vildt hyggeligt.
Naeste dag begav vi os afsted mod Queenstown, hvor vi endte med at rende ind i de 2 hollaendere igen, da de tjekkede ind paa samme hostel som os.
Naeste dag koerte vi til et bjerg lidt udenfor Queenstown, hvor man enten kunne vaelge at koere op paa toppen (undervejs kunne man saa fodre diverse 'vilde' dyr) - men man kunne ogsaa gaa op. Solen skinnede for en gangs skyld fra en - naesten - skyfri himmel, saa det var naermest helt varmt (naar man saa bort fra den bidende vind..), saa vi besluttede at gaa op. Det var en temmelig lang tur - ca. 2,5 timer op og lidt kortere ned fordi det var temmelig stejlt (vi blev enige om at Wong aldrig ville have klaret den tur alligevel, saa det var meget godt vi bare gik...), ialt ca. 10 km., men udsigten var bestemt det hele vaerd. Der var bla. udsigt til nogle af de steder hvor enkelte scener af Lord of The Rings var optaget. Og undervejs kunne man som sagt fodre diverse 'vilde' dyr, bla. raadyr, alpacha's, bisoner, faar (selvfoelgelig, det var jo NZ), geder, smaa sure ponyer, aesler o.s.v. Foder kunne man koebe undervejs - det gjorde vi nu ikke, men hele konceptet var vist ogsaa mest for boern... Men det var da ganske idyllisk at se ud over de groenne bakker hvor raadyrene graessede, med sneklaedte bjerge i baggrunden...
Derefter var vi dog saa udmattede at vi lige maatte have en eftermiddageslur (paa et par timer...) inden vi skulle paa Minus 5-bar med de to hollaendere og en skotsk pige fra vores vaerelse.
Minus 5-bar er en bar hvor alt (ALT, undtaget gulvet...) er lavet af is, incl. de glas man drikker af - det er vist sponsoreret af ABSOLUT vodka, som er den eneste drink man kan koebe... - det koster en formue bare at komme ind (men saa er den foerste drink ogsaa gratis...) og man kan kun vaere der i 30 min. (og max 3 drinks..., vist nok pga. kulden, som betyder at hvis man bliver der laengere tid eller drikker mere end de 3 sjusser saa gaar det helt galt... maaske skulle nogen have indfoert den slags tidsbegraensninger i mit univers lidt tidligere dette aar....!?), men det skulle jo proeves... Og det var da ogsaa ok - bortset fra vores bar-bitch, som virkelig var en rigtig arrogant lille kaelling... Naa, men efter vores 'gratis' sjus skred vi derfor temmelig hurtigt - men kun for at starte vores egen lille 'pub crawl' anno Queenstown...
Naeste dag satte vi saa kurs mod Fox Glacier, hvor vi ville ud paa en heldags vandretur paa gletcheren. De to hollaendere (Arien og Michel; ja det er altsaa aabenbart nogle ganske normale hollandske navne...) skulle samme vej, saa vi besluttede os for at booke turen sammen med dem. Efter at have brugt evigheder paa at overfoere billeder (ja den foerste 1 GB var paa dette tidspunkt fyldt) til cd'ere fordi hende damen der skulle goere det var en totalt torsk kom vi saa afsted lidt over middag. Vejret var skod og vejene var temmelig snoede det meste af vejen, saa det var en temmelig lang koeretur, og vi var derfor foerst fremme om aftenen (drengene var fremme noget foer os - men de havde ogsaa en Toyota Yaris.. og saa skulle de ikke slaas med hende taaben i internet-bixen for at faa overfoert billeder...).
Naeste dag skulle vi saa afsted paa vores gletcher-tur. Vi var temmelig nervoese, for vi havde hoert det var temmelig haardt, og ioevrigt havde vejret jo ikke ligefrem vaeret det fedeste dagen foer, og hvem gider traske rundt paa en stor isklump i oesende regnvejr!? Men for en gangs skyld var vejrguderne med os, og solen skinnede ned fra en himmel saa blaa som de tilsyneladende bliver i NZ (dvs. spredte klynger af - paa en god dag - hvide skyer...), saa det var helt perfekt. Vi blev koert i bus til gletcheren, og selve turen startede med ca. 1,5 times forholdsvis stejl vandretur gennem den tilstoedende regnskov (ja temmelig sjov blanding, men det er jo NZ og de har det hele paa ganske lille areal..) inden vi naaede til det punkt hvor man kunne kravle ombord paa gletcheren. Der monterede man saa nogle 'is-kroge' (crampons) paa sine udleverede kamp-stoevler som hver isaer vejede ca. 2 kg, og fik udleveret en alpe-stok (traestav med et 'spyd' i den ene ende saa man kunne holde balancen)... De foerste par timer gik det saa op ad nogle trin som allerede var hakket ud - det var dem som folk paa 'halvdags-turen' ogsaa gik paa. Men da vi naaede laengere op var der ikke laengere trin hakket ud, og saa matte vores guide selv igang med isoeksen. Det var en vildt fed oplevelse - jeg tror det er den fedeste jeg havde paa NZ - og udsigten fra toppen (altsaa toppen af den del man kan bestige - saa er der ca. 65% mere som man ikke kan bestige inden man naar til selve toppen, hvor man saaledes kun kan naa til via helikopter) var helt forrygende. Og da vi naaede dertil og var noedt til at vende om var man godt nok traet, men havde overhovedet ikke lyst til at vende om... Men alt godt har jo desvaerre en ende, saa sidst paa eftermiddagen var vi tilbage med jord under foedderne igen!
Om aftenen koerte vi sammen med drengene ud til den naerliggende (20 km.) strand (jeps, bare fordi der er en gletcher og en masse bjerge og en regnskov lige om hjoernet kan der vel ogsaa godt vaere et hav og en strand..), hvor vi havde faaet at vide solnedgangen skulle vaere helt fantastisk. Og dem havde vi ikke haft nogen af indtil da - man bliver godt nok godt forvaent efter 10 mdr. i australien, men indtil nu havde det alligevel vaeret temmelig skuffende i NZ... Udstyret med kolde oel (undtaget Michaela som havde tabt 'papir, saks, sten' om hvem der skulle koere...) plantede vi os saa ved vandkanten paa en stor traestamme som passende nok lige vendte i den rigtge retning - vi havde godt nok ikke lige taget hoejde for at det var pivkoldt ude ved kysten, saa oellene var ikke en saerlig stor fornoejelse - og Michaela var ved at doe af grin...Og ja; solnedgangen VAR god; men naeppe var den vaek foer vi startede WOng op med varmen paa fuld knald og saa tilbage til hostellet. Hvor vi indtog tv-rummet, som var udstyret med en kaempe stor skaerm og en videoafspiller (jeps, VHS eksisterer aabenbart stadig...), hvor vi saa tilbragte resten af aftenen i selskab med.... ja hvad andet en Lord of The Rings....!? ;-)
Naeste dag satte vi kursen nordpaa op langs vestkysten mod Punakaiki, hvor eneste sevaerdighed vist er nogle klippeformationer som ligner store stakke af pandekager (deraf navnet 'pancake rocks'...). Vi aftalte igen at moedes med drengene paa et hostel, men koerte hver for sig for deres tempo passede ikke rigtig til vores, da vi gerne ville stoppe undervejs for at se de ting der nu maatte vaere at se, mens de foretrak at komme saa hurtigt fra punkt a til punkt b som overhovedet muligt...
Idag var det min tur til at koere (vi skiftedes og koerte som regel en dag ad gangen hver), og jeg indroemmer da gerne at jeg koerte lidt for staerkt (fartgraensen er 100 km/t udenfor byerne) ind i mellem naar vejene - en sjaelden gang - var lange og lige; dem var der ikke mange af....
Og SELVFOELGELIG endte det med at den foerste politibil vi indtil da havde set paa hele turen, havde valgt at holde fart-razzia paa en af de veje, hvor jeg havde foden lidt for tungt paa speederen (jeg mener stadig det var Wong's skyld, men det endte alligevel med at blive mig der maatte betale...), og jeg blive vinket ind til siden af en ioevrigt maegtig flink betjent (han var faktisk saa flink at vi hele tiden troede vi ville slippe med en reprimande..., men ak...) - der smilede stort da han noterede mit navn og oevrige detaljer og derefter uddelte en lille fin boede paa $80.... Naa ja, hvad kan jeg sige - jeg har da betalt parkeringsboeder der var hoejere...!? Arh, det var da lidt surt - jeg mener jeg koerte kun 113 (ihvertfald iflg. hans maaler - jeg troede foerst han sagde 130, hvilket jeg egentlig ikke troede var helt galt, men som nok ville have vaeret vaesentligt dyrere...) - men jeg havde jo selv stemt for den regel at den der koerer betaler boeden (fordi jeg ikke gad betale hvis Michaela valgte at koere for staerkt, men af samme grund havde hun saa hele turen koert lige praecis 100... hhmmm...), saa.... Og i det mindste holdt jeg mig da ogsaa omkring de 100 resten af turen...
Naa, men da vi koerte videre var min foerste tanke, at jeg ville blive tosset hvis drengene ikke havde faaet en boede, fordi de agu ALTID koerte for staerkt, og jeg forudsaa hvor meget jeg ville blive mobbet over min boede... Men da vi naaede den foerste by efter at vaere blevet stoppet - og det foerste sted med mobildaekning... - tikkede der da en lille besked ind fra drengene med "pas paa farten"... de havde moedt samme venlige betjent, som havde uddelt noejagtigt samme boede til dem for at koere.. tjahh... praecis 113 km/t.... Hhhmmm... lidt mystisk, men i det mindste skulle jeg saa ikke have det daarligt over at det kun var mig der var blevet snuppet... ;-))
Om aftenen noed vi solnedgangen fra hostellet spa-pool... Den var godt nok udendoers og vandet var temmelig grumset og lugtede lidt saert, men det var dejligt varmt (saa laenge man holdt sig helt under vandet for det blaeste en stiv pelikan udenfor...), saa det var slet ikke saa daarligt endda (da man foerst vaennede sig til lugten og laerte at abstrahere for hvor grumset vandet var...).
Naeste dag besoegte vi kort de beroemte pancake rocks, inden vi satte kursen mod Abel Tasman National Park. Denne gang koerte vi sammen med drengene hele vejen, og vi valgte at holde os til fartgraensen hele vejen... Vi koerte stort set uden stop hele dagen og naaede frem til Motueka lidt uden for nationalparken sidst paa eftermiddagen.
Naeste dag skulle vi paa en udflugt til nationaparken. Turen bestod af en sejltur i en slags vandtaxi op langs kysten af nationalparken, inden vi blev sat i land et sted hvor man saa skulle gaa i et par timer til det sted hvor baaden ville samle os op igen. Vejret var igen ganske ok - efter NZ-standard, saa bortset fra en temmelig kold vind var det ganske behageligt. Vi synes nu nok at nationalparken var lidt opreklameret; bestod af en masse skov (muligvis regnskov, jeg er ikke helt sikker...) og saa nogle ganske paene strande/bugter m.v., men det var altsaa ikke helt saa fantastisk som vi havde forventet.
Naeste dag skulle vi saa med faergen til Nordoeen. Michaela og jeg havde faaet en faerge kl. 13 saa vi skulle temmelig tidligt afsted da det var en ret lang (og temmelig snoet, for en gangs skyld..) tur til Picton hvor vi skulle sejle fra. Drengene havde foerst faaet en faerge kl. 10 om aftenen saa de var ikke saa glade...
Sejlturen tog 3 timer og det gyngede temmelig meget, saa jeg var taet paa at blive soesyg... Fandt dog et sted hvor jeg kunne halvslumre i en stol, og saa gik det lidt bedre... Vi var fremme i Wellington (NZ's hovedstad...) foerst paa aftenen og da vi havde tjekket ind paa vores hostel (og redt seng til drengene ogsaa, da de foerst ville vaere fremme omkring kl. 2 om natten saa vi gad ikke have alt for meget larm paa det tidspunkt... og de havde selvfoelgelig faaet overkoejerne, saa vi taenkte at vi - for vores egen skyld, og fordi vi er saa flinke selvfoelgelig... - heller maatte goere det for dem paa forhaand...), gik vi en tur i Wellington for at faa noget at spise og ioevrigt se os lidt omkring. Vi blev hurtigt enige om at vi ikke syntes saerlig godt om byen - ved faktisk ikke helt hvorfor, men nogle byer er bare ikke saerlig tiltalende og wellington var efter vores mening en af dem..., saa vi gad ikke bruge saerlig lang tid der naeste dag.
Saa da vi havde gaaet rundt et par timer naeste morgen (mens drengene sov laenge) besluttede vi det var nok, og bestemte os for at koere med drengene til Tongariro nationalpark, hvor det var planen at vi skulle ud paa en heldags vandretur (Tongariro Crossing, 17 km = ca. 8 timer...). Det var en temmelig begivenhedsloes koeretur, der var ikke rigtig noget at se paa undervejs og vejret var som saedvanlig daarligt, saa vi koerte mere eller mindre non stop til Wakapapa, hvor vi skulle overnatte. Der var fuldt booket paa det rigtige backpacker hostel, saa eneste 'budget'mulighed var derfor et skiresort, som ogsaa havde nogle enkelte backpacker rum, saa vi endte med at bo i total luksus de naeste par naetter til kun ganske faa ekstra $$. Vaerelset lignede indefra en lille bjaelkehytte, der var kun 1 koejeseng og 2 rigtige senge, og der var en rigtig spa-pool (indendoers!!) som var gratis at bruge... Saa bliver det naesten ikke bedre....
Uheldigvis var vejret blevet endnu vaerre i loebet af natten, saa den planlagte vandretur kunne ikke gennemfoeres! Det var lidt af en bet, for det skulle vaere den bedste 1-dags vandretur i hele NZ, og vi havde ikke tid til at blive haengende og vente paa at vejret blev bedre. Men da vi havde betalt for vores 2 naetter i luksus beslutede vi at blive der, og da det klarede lidt op i loebet af dagen kunne vi i det mindste komme ud og gaa nogle smaa ture. Tongariro NP bestaar af nogle store vulkaner, og selvom der var temmelig daarlig sigtbarhed pga. vejret kunne man alligevel godt se lidt af dem paa afstand. Det var ret sejt, og man forstaar godt hvorfor netop det omraade var hvor scenerne til Mordor i Lord of the Rings blev optaget....
Naeste morgen var det om muligt endnu mere lorte-vejr end dagen foer, saa vi skyndte os afsted mod Roturora som var naeste maal. Undervejs stoppede vi i Taupo, men det regnede stadig saa det var et hurtigt frokoststop. Nu var vi saa naaet til det omraade med gejsere, varme kilder og thermisk aktivitet, saa undervejs mod Roturora stoppede vi og trodsede styrtende regn for at se noget de kalder 'craters of the moon', som var en masse kratere (ja surprise..) hvor der kom damp op af. Vi naaede til Roturora sidst paa dagen - hvor det STADIG styrtregnede...
I Roturora brugte vi det meste af naeste dag i et spa-bad, hvor vi floed rundt i nogle udendoers varme pools; det var ret laekkert, og det endte oven i koebet med at det holdt op med at regne og blev naesten 'hvide' skyer.... Det endte derfor med at isaer de kridhvide hollaendere blev temmelig forbraendte (hvem taenker paa solcreme nar det regner...!?)... Om aftenen havde vi saa booket en tur til en aegte Maori-kultur aften.
Maori er - for dem der ikke lige ved det... - NZ's aboriginals, og de maa siges generelt at vaere lidt bedre integreret i samfundet end de australske af slagsen. Og de holder saa forskellige slags kulturarrangementer, hvor man - mod klaekkelig betaling naturligvis - kan opleve Maori kultur paa taet hold, herunder traditionel maori mad, dans, sang og anden performance. Det var interessant nok, men igen maa jeg jo nok sige at jeg er mere til Natur end Kultur, saa jeg ville nok have kunne levet videre foruden... Men altsaa, naar man er i NZ er det aabenbart et must, saa tick; en ting mindre paa 'must do listen'....
Naeste dag satte vi kurs mod Auckland. Drengene skulle aflevere deres lille groenne Yaris samme dag, mens vi havde Wong en ekstra dag. Drengene koerte derfor direkte, mens vi tog paa besoeg i den naerliggende naturpark, hvor man kunne komme til at se Kiwibirds paa taet hold (de er ikke saa lette at faa oeje paa i naturen), samt hoere om de programmer de har for at redde og genoprette bestanden af denne lille, dumme fugl i det fri...
Vi ankom til Auckland sidst paa eftermiddagen - efter en lang, lang lang og kedelig koeretur - og brugte derefter ca. 1 time paa at finde en parkeringsplads til Wong. Det var noget af et mareridt og efter en i forvejen lang og traettende koeretur var isaer en vis tysker i temmelig ondt humoer da vi naaede frem til hostellet. Saa vi (michaela og jeg) havde turens foerste rigtige krise den aften (og delvist naeste dag), saa jeg var rigtig glad for at drengene var der... Efter at have faaet renset luften naeste dag var vi dog tilbage paa sporet og resten af turen gik uden drama...
Naeste dag koerte Michaela og jeg en tur ud af byen - vi ville have bilen ud af byen pga. den besvaerlige og temmelig dyre parkering, men da vi havde koert rundt paa maa og faa i 100 aar uden paa noget tidspunkt at finde den rigtige vej gav vi op og valgte at aflevere Wong en halv dag tidligere end hvad vi havde betalt for, (4.500 km. senere) ... Det var en taarevaedet afsked - men biler i Auckland er simpelthen for besvaerligt - saa for at dulme vores sorg over at skulle sige farvel til Wong gik vi i stedet paa serioes shopping... Igen; ikke noget problem naar man har penge nok....
Om aftenen var vi ude og spise og drikke afskedsoel med drengene, der skulle flyve tilbage til Holland naeste dag. Igen en taarevaedet afsked, som IGEN maatte dulmes med mere shopping.... Og den flinke mand i receptionen paa hostellet havde fortalt om et outlet-shopping center hvor man kunne koebe maerkevarer o.lign. til ganske fordelagtige priser. Hvem kan sige nej til det!? Og det var da ogsaa billigt - bare ikke naar man saa koeber en masse....!?
Naeste dag havde vi booket en tur til Bay of Islands; eller det troede vi ihvertfald. Det var en forholdsvis lang tur, saa vi var lidt i tvivl om hvorvidt man kunne tage derop paa en endagstur og samtidig have lidt tid deroppe saa man kunne tage ud og sejle eller svoemme med delfiner eller lign. som skulle vaere nogle af hoejdepunkterne deroppe. Og samme flinke mand paa hostellet forsikrede os om aat det kunne vi sagtens og solgte os saa en endags tur til den nette sum af 95$... Men da vi saa var afsted fandt vi ud af at det var en slags tur-bus, som stoppede ved alverdens (uinteressante!!!) 'sevaerdigheder' paa vej derop, hvorefter (de fleste...) folk stod af bussen for at overnatte et par naetter deroppe inden de saa tog bussen - ekspress - retur... Saa da vi langt om laenge naaede til Bay of Islands havde vi ca. 20 min .der mens dem der skulle blive deroppe (alle andre end os..) stod af, og dem der skulle med bussen hjem igen stod af... Behoeves jeg sige vi var tossede?????????? Den stakkels guide gjorde hvad han kunne for at muntre os op, og det var jo ikke rigtig hans skyld at spadseren paa hostellet havde solgt os den forkerte tur, men det hjalp ikke rigtig paa at vi ikke var saerlig sjove at vaere i naerheden af... Da vi kom tilbage til hostellet klagede vi (temmelig hoejlydt!!) over det, men ham der havde solgt os turen var ikke paa arbejde foer soendag, hvor vi var tilbage i australien. Det hjalp heller ikke lige paa humoeret... Vi fik at vide at vi var noedt til at sende ham en mail, og saa maatte vi se hvad der skete derefter... Hhhmmmm.....
Naa, vores sidste dag i Auckland - og vejret var for en gangs skyld ok!! Vi tog faergen til Devonport, en lille suburb 10 min. sejltur fra city, hvor vi spiste frokost og gik en tur op paa toppen af en af de 48 vulkaner som Auckland og omegn efter sigende er anlagt paa... De er ikke aktive mere ;-)), hvorefter vi tog faergen tilbage. Efter at have nydt de sidste solstraaler paa graesset i Albert Park var det saa blevet tid til at tage afsted til lufthavnen. Vi skulle flyve tilbage til Christchurch om aftenen, og naeste morgen tilbage til Sydney.
Da vi naaede til Christchurch havde vi besluttet at det - fordi vores fly naeste morgen var kl. 7 og check in var 2 timer foer, og vi landede foerst fra Auckland kl. 9.30 - ikke kunne betale sig at tage ind paa et hostel, saa vi skulle altsa tilbringe natten i lufthavnen... Ikke saerlig spaendende, da hele lufthavnen paa naer international arrivals bliver spaerret af, og de eneste stole der er den slags med armlaen saa man ikke kan sove paa dem... Saa vi rullede vores soveposer ud og foldede Samwise og Kiwi ud og brugte dem for en gangs skyld til deres rigtige formaal; puder, og saa forsoegte vi ellers at sove lidt paa gulvet i en fuldt oplyst ankomsthal hvor folk vaeltede ud og ind hele natten... Ikke den bedste nats soevn jeg i mit liv har faaet, saa vi var begge temmelig usle naeste morgen da vi skulle afsted... Men heldigvis kunne vi sa sove 3 timer i flyet, det hjalp lidt paa det... Og det foerste jeg gjorde da jeg - efter 100 aar i toget m.v. - naaede frem hos Tina og Lance var da ogsaa at gaa paa hovedet i seng og sove nogle timer...
Og ja; saa er vi tilbage i Australien..De par dage jeg havde i Sydney inden jeg floej til Cairns onsag morgen gik med at vaske toej, booke returbillet til DK o.sv. - og nu sidder jeg saa her i sol og varme (MEGET varmt og MEGET fugtigt... men jeg klager ikke efter vejret i NZ...) og skal fordrive den sidste maaned af mit eventyr... Og jeg tror ikke det bliver saa svaert...
Igaar var jeg paa en baadtur paa Great Barier Reef, hvor jeg proevede at dykke for foerste gang nogensinde... Og det var simpelthen saa fedt at jeg nu har booket et 5 dags PADI Openwater dykkerkursus... Jeg troede egentlig ikke det ville vaere noget for mig - for jeg har hele tiden vaeret lidt panisk naar jeg har proevet at snorkle, men efter de foerste MEGET paniske 5-10 min. hvorefter jeg fandt ud af at man rent faktisk godt kunne traekke vejret gennem den der slange, var det simpelthen saa fedt at jeg maatte proeve det igen. Og efter dyk nr. to - hvor vi bla. saa en haj og jeg ved ikke hvor mange fantastiske koraller og andre fisk - var jeg helt sikker paa at det var det jeg skulle... Saa idag har jeg booket mit kursus. Det starter dog foerst paa onsdag, saa i mellemtiden har jeg booket en tur til Cape Tribulation (3 dage) samt en overnatning i Port Douglas. Efter mit dykkerkursus har jeg saa taenkt mig at tage til Airlie Beach for at tage paa en 2-3 dages sejltur omkring Whitsunday Islands, derefter en 2-3 dages tur paa Fraser Island - og saa tilbage til Sydney for at ordne de sidste praktiske ting - og saa er det hjemad... Hjaelp!!!
Jeg har selvfoelgelig en masse billeder fra NZ, men da de fyldte 5 cd'er, som jeg ikke gad og transportere rundt, var jeg saa snu (synes jeg selv...) at laegge dem over paa en dvd, for saa behoevede jeg kun transportere 1 rundt (jeg ville jo gerne opdaterer min hjemmeside med dem ogsaa..), men der er aabenbart ikke rigtig nogen internetcafeer med dvd-drev, saa det kan godt vaere det kommer til at knibe med det... Men nu er der jo heller ikke saa lang tid jeg kommer hjem og I kan se dem 'live' i stedet for, saa jeg tror I maa vente indtil da!!!
